Sommer, sol og vandmelon

 

sol

Som vejret arter sig i Danmark lige i tiden, er det vidst tid til en rigtig sommerret. Et frisk pust på grillbordet er denne vandmelonsalat, som egentlig kan bruges til al slags kød.

Vandmelonsalat

Ca. 4 personer

Godt 1/4 vandmelon (kernefri)

3 spsk. feta

1 stor håndfuld græskarkerner

1 lille løg

1/3 bakke ruccolasalat

Citronsaft

Evt. soltørrede tomater

Skær vandmelonen og feta i små firkanter, hak løget og bland disse ingredienser sammen med ruccolasalaten. Sprøjt en smule citronsaft over. Steg græskarkernerne på en pande med lidt groft salt indtil de har fået en gylden farve. Top din salat med soltørrede tomater og de tørristede græskarkerner – bon appetit 😉

Når denne vandmelonsalat skal indgå som en del af et aftensmåltid, kan du evt. vælge at grille nogle kyllingebryst, hvor der omkring er rullet smøreost og serranoskinke, og servere det sammen med noget godt brød og evt. nogle grillede majskolber. Så har du dig et perfekt grill”feast”, som jeg er sikker på vil gå rent ind på sådan en lun sommeraften – måske endda som aftenens menu?

Hvad er din yndlingssommersalat?

– Laura

Madpakkeboller med rugkerner

Kønne er de da ikke, men til gengæld smager de såååå godt!

 

De her boller er lavet på gefühl, da jeg ville prøve at lave nogle madpakkeboller, som der var noget mæthed i samtidig med, at de ikke blev for tunge og tørre. Jeg har erfaret, at bagværk bliver rigtig lækkert og får en god konsistens, hvis der blandes opkogte rugkerner i. Prøv det – i rugbrødet, franskbrødet, chokobollerne, flútes. Der kommer snart en opskrift på bloggen med chokorug ala Lagkagehuset, hvor rugkernerne også bruges – stay tuned 😉

Opskrift

Ca. 8 boller

25 gram gær

2 ½ dl lunken vand

1 ½ dl skårne rugkerner

2 tsk. salt

1 ½ tsk. flydende akaciehonning

Kulør

(Nu og da bruger jeg kulør i bollerne, da jeg synes det giver en flot farve. Det kan derfor godt udelades).

2 dl grahamsmel

½-1 dl speltmel/eller mere grahamsmel

3 dl proteinhvedemel

(I Aldi kan man købe proteinrigt hvedemel, hvilket giver lyst bagværk en større mæthed. Du kan også sagtens bruge alm. hvedemel)

Lidt græskarkerner og hørfrø efter ønske

Start med at lave en grød af rugkerner, vand og salt. Jeg gav det cirka 3-4 minutter i mikroovnen. Imens opløses gæren i lunken vand, og der blandes honning og kulør i. Tilsæt græskarkerner, hørfrø og mel. Først blandes det grove mel i, og til sidst kommes der hvedemel i, til det får en god konsistens. Tilsæt rugkernerne, og rør godt rundt med røremaskinen.

Når dejen har fået en fast, men luftig, konsistens, sættes den til hævning i cirka 1 time. Jeg har gode erfaringer med, at komme husholdningsfilm over skålen. Når dejen har hævet, formes bollerne forsigtigt, hvorefter de stilles til hævning i cirka 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft, og giv bollerne cirka 10 minutter.

Close-up

Close-up

 

OBS! Bollerne egner sig godt til frys.

Bollerne kan bruges til madpakken, hvor du kan lave nøjagtig den sandwichvariant du kan li’. Jeg vil godt komme med nogle forslag:

1) Smør bunden med basilikumpesto. Skær mozarella, løg, agurk, og læg det i bollerne sammen med ruccolasalat og serranoskinke (i Aldi har de en Light Spegeskinke til de, der ønsker et mere fedtfattigt produkt. Det smager rigtig godt på trods af, at det ikke er den ægte vare).

2) Bunden smøres med avokado. I putter du kyllingebrystpålæg, frisk persille, en skive bacon/kalkunbacon, rødløg, hjertesalat. Sprøjt en smule citronsaft over indholdet til sidst, og luk bollen.

3) Smør bunden med en friskost (Philadelphia laver en med hvidløg og urter, som er SÅ god!), læg røget laks, frisk spinat, rødløg i og drys lidt salt over.

 

Jeg er generelt helt vild med det italienske køkken, hvilket nok vil komme til syne i mange af de opskrifter, jeg med tiden vil ligge ind på bloggen.

 

God fornøjelse med madpakkeproduktionen!

– Laura

 

Hveder – den gode gamle version

   

Hveder, lige præcis som de skal være.

 

Store bededag = hveder, eller i hvert fald dagen før Store Bededag = hveder 🙂 Derfor var det oplagt, at der skulle en opskrift på helt traditionelle hveder på bloggen. Og det kommer der nu. Der er mange opskrifter på hveder. Alt lige fra valnøddehveder, glutenfrie hveder, hveder uden kardemomme, osv., men når der endelig skal spises hveder, denne ene gang om året, ja så skal det altså være de helt traditionelle, hvide hveder, der skal på bordet, i hvert fald herhjemme. Opskriften tager udgangspunkt i Claus Meyers, da han på mange måder er den ultimative brødbager i Danmark. Det brød han kreerer er luftigt, lækkert og fyldt med gode råvarer og dybe smage. Helt i skabet! Der er foretaget nogle ændringer, og resultatet blev super godt. Hveder, lige præcis som de skal smage 🙂 Ja tak.

Når du skal hæve din brøddej, er det et godt trick at bruge film over skålen. På den måde vil dejen hæve optimalt.

Når du skal hæve din brøddej, er det et godt trick at bruge film over skålen. På den måde vil dejen hæve optimalt.

 

Opskrift

Ca. 17 stk.

Dag 1 – Fordej:

200 g. hvedemel

2 dl vand

10 g. gær

Opløs gæren i det lunkne vand, og rør melet deri. Sæt fordejen på køl i 24 timer, evt. i en bøtte med låg.

Dag 2 – Resultatet:

3 dl lunkent vand

2 dl lunkent mælk

20 g. gær

30 ml æggehvide/2 æg

15 g. groft salt

50 g. rørsukker

10 g. stødt kardemomme

750-850 g. hvedemel

3/4 dl. Becel flydende

Varm mælken 30 sekunder i mikroovnen, og bland det med lunken vand, hvorefter gæren opløses heri. Tilsæt æggehvider (jeg brugte kun æggehvider, da vi ikke havde flere æg 😀 ), groft salt og rørsukker, og rør i røremaskinen i cirka 3 minutter. Derefter tilsættes kardemomme og hvedemel. Start med at røre 750 gram mel i, hvorefter du tilsætter fordejen. Rør indtil du får en nogenlunde samlet dej. Derefter tilsættes Becel lidt efter lidt, mens dejen røres på maskinen. Tilsæt mel, hvis dejen bliver for klæg. Jeg brugte cirka 100 gram ekstra mel, og det gav en rigtig god konsistens på dejen.

Rør dejen yderligere på røremaskinen i 4 minutter, hvorefter skålen filmes, og stilles til hævning et lunt sted i 3 timer.

Nu formes dejen til 17 boller, som skal være lidt aflange og firkantede, ligesom hveder nu en gang er. Bollerne skal stilles med cirka 3 cm. mellemrum, så de “gror” sammen, når de hæves og bages.

hveder3hveder4

hveder2

De “sammengroede” boller 🙂

 

Den lækreste duft af kardemomme spreder sig i køkkenet.

Den lækreste duft af kardemomme spreder sig i køkkenet.

De varme hveder kan evt. skæres over, og derefter skal de have cirka 5 minutter i ovnen igen ved 220 grader. Herhjemme spiste vi dem dog uden at dobbeltriste dem, og det kan klart anbefales. Bollerne er så lækre og luftige, og smager ret så meget af rigtige hveder (dem man køber vel at mærke 😉 ).

Og så er det ellers bare på med et stort lag tandsmør - det duer.

Og så er det ellers bare på med et stort lag tandsmør – det duer.

Smør og hveder – så er aftenen et hit! 🙂   Har du bagt hveder til i aften, og har du fulgt den traditionelle opskrift, eller har du prøvet dig med nye variationer?   God fornøjelse! – Laura

Efter inspiration fra http://www.clausmeyer.dk/da/aktuelt_/varme_hveder.html

Luftig banan/chokolade-milkshake

IMG_6039

 

Denne banan/chokolade milkshake er en klar sommerfavorit. Den er nem. Den er hurtig. Den er god. Hvad mere kan I forlange? 😉

Egentlig startede USA med at lave milkshaken, som en syndig smoothie, hvor der ikke blev sparet på hverken kalorier eller smag. Efter sigende skulle Elvis Presley’s yndlingsdrik være a banana milkshake, og derfor er bananmilkshaken også i USA kendt som The Elvis Milkshake. Fuldfed fløde, vaniljeflødeis, sukker, peanutbutter, chokoladesirup, og jeg skal komme efter dig. Kongen forstod virkelig at smøre stemmebåndet med manér. Har du lyst til at prøve den famøse Elvis Milkshake, kan du finde opskriften hér (i øvrigt vil jeg gerne høre hvordan den smager 😉 ): http://www.foodnetwork.com/recipes/anne-thornton/the-elvis-milkshake-recipe.html

 

Et lille sidespring: Tilbage til min luftige shake. Der er hverken fløde, peanutbutter eller chokoladesirup i, men vaniljesukkeret har de to opskrifter dog tilfældes. Her kommer min opskrift:

1 glas

1 frossen banan

½ scoop chokoladeproteinpulver

½ tsk. vaniljepulver

Evt. mørk chokolade til pynt

Det hele blendes i godt 2 minutter eller indtil, din milkshake har en lækker og luftig konsistens. Riv en god mørk chokolade ovenpå, og skal der ekstra kræs til, kan du ligge en klat flødeskum på toppen – så skulle den vidst også være der!

Mht. bananerne gør jeg det, at jeg hele tiden har frossen banan liggende i fryseren. Skær 1 banan i skiver, lig i en frysepose og så i fryseren. På den måde har du frossen banan på hånden til, hvis du skal lave sådan en lækker banan/chokolade milkshake, eller også kan du blende din frosne banan med skyr og vaniljepulver, og så har du dig en lækker bananis.

IMG_6042

P.S. nydes helst på en varm sommerdag, hvor vejret er ufejlbarligt, og fuglene har kæmpe vinger bagud.

God fornøjelse!

– Laura

Gulerodskage til musklerne

GULERODSKAGE – til musklerne?! Denne gulerodskage er en proteinrig version, som smager godt uden at give dig samme energiindhold, som en almindelig gulerodskage. Jeg er fan. En sammenligning er selvfølgelig ikke helt på sin plads, for det ville da være mærkeligt, hvis den smagte lige så sødt, som dens oprinder. Dog får du med denne “kage” en fin mængde sunde(re) sager. Så kan du nyde denne lækkerbisken på en almindelig hverdagsaften, og samtidig nyde et godt glas vin i weekenden, og eventuelt et stykke hindbærtiramisu (Se kategori for opskrift).

 

Opskrift

1 kage

40 g. vaniljeproteinpulver

40 g. blendede havregryn

20 g. kokosmel

1 tsk. bagepulver

½ tsk. salt

1 ½-2 spsk. Sukrin

2 æg

150 g. mælk

50 g. skyr

150 g. revet gulerod

1½-2 dl. vand

Bland alle ingredienserne, og tilsæt vand efter konsistensen. Spray en springform med margarine/beklæd med bagepapir, og bag kagen i ovnen ved 200 grader varmluft i 20-25 minutter.

Den lækre gulerodskage. Smagen er heldigvis en kende bedre end udseendet ;-)

Den lækre gulerodskage. Smagen er heldigvis en kende bedre end udseendet 😉

 

Topping

Ovenpå kagen kan du pynte med en ostecreme. Den består egentlig bare af flødeost, vaniljepulver og flormelis efter behov. Du kan også lave en sundere topping af skyr, vaniljepulver og Sukrin.

 

Der findes mange forskellige variationer af en gulerodskage, og jeg tror at denne er en af de få, du ikke har forsøgt dig med. Selvom det er en “sund” kage, overrasker den positivt, og prøv det. Du kan altid smide kagen ud, og derefter lave den klassiske variant. Det vigtigste er, at du udfordrer dig selv i køkkenet, og går ind med et åbent sind, når du prøver nye opskrifter.

 

God fornøjelse!

– Laura