Madpakkeboller med rugkerner

Kønne er de da ikke, men til gengæld smager de såååå godt!

 

De her boller er lavet på gefühl, da jeg ville prøve at lave nogle madpakkeboller, som der var noget mæthed i samtidig med, at de ikke blev for tunge og tørre. Jeg har erfaret, at bagværk bliver rigtig lækkert og får en god konsistens, hvis der blandes opkogte rugkerner i. Prøv det – i rugbrødet, franskbrødet, chokobollerne, flútes. Der kommer snart en opskrift på bloggen med chokorug ala Lagkagehuset, hvor rugkernerne også bruges – stay tuned 😉

Opskrift

Ca. 8 boller

25 gram gær

2 ½ dl lunken vand

1 ½ dl skårne rugkerner

2 tsk. salt

1 ½ tsk. flydende akaciehonning

Kulør

(Nu og da bruger jeg kulør i bollerne, da jeg synes det giver en flot farve. Det kan derfor godt udelades).

2 dl grahamsmel

½-1 dl speltmel/eller mere grahamsmel

3 dl proteinhvedemel

(I Aldi kan man købe proteinrigt hvedemel, hvilket giver lyst bagværk en større mæthed. Du kan også sagtens bruge alm. hvedemel)

Lidt græskarkerner og hørfrø efter ønske

Start med at lave en grød af rugkerner, vand og salt. Jeg gav det cirka 3-4 minutter i mikroovnen. Imens opløses gæren i lunken vand, og der blandes honning og kulør i. Tilsæt græskarkerner, hørfrø og mel. Først blandes det grove mel i, og til sidst kommes der hvedemel i, til det får en god konsistens. Tilsæt rugkernerne, og rør godt rundt med røremaskinen.

Når dejen har fået en fast, men luftig, konsistens, sættes den til hævning i cirka 1 time. Jeg har gode erfaringer med, at komme husholdningsfilm over skålen. Når dejen har hævet, formes bollerne forsigtigt, hvorefter de stilles til hævning i cirka 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft, og giv bollerne cirka 10 minutter.

Close-up

Close-up

 

OBS! Bollerne egner sig godt til frys.

Bollerne kan bruges til madpakken, hvor du kan lave nøjagtig den sandwichvariant du kan li’. Jeg vil godt komme med nogle forslag:

1) Smør bunden med basilikumpesto. Skær mozarella, løg, agurk, og læg det i bollerne sammen med ruccolasalat og serranoskinke (i Aldi har de en Light Spegeskinke til de, der ønsker et mere fedtfattigt produkt. Det smager rigtig godt på trods af, at det ikke er den ægte vare).

2) Bunden smøres med avokado. I putter du kyllingebrystpålæg, frisk persille, en skive bacon/kalkunbacon, rødløg, hjertesalat. Sprøjt en smule citronsaft over indholdet til sidst, og luk bollen.

3) Smør bunden med en friskost (Philadelphia laver en med hvidløg og urter, som er SÅ god!), læg røget laks, frisk spinat, rødløg i og drys lidt salt over.

 

Jeg er generelt helt vild med det italienske køkken, hvilket nok vil komme til syne i mange af de opskrifter, jeg med tiden vil ligge ind på bloggen.

 

God fornøjelse med madpakkeproduktionen!

– Laura

 

Hveder – den gode gamle version

   

Hveder, lige præcis som de skal være.

 

Store bededag = hveder, eller i hvert fald dagen før Store Bededag = hveder 🙂 Derfor var det oplagt, at der skulle en opskrift på helt traditionelle hveder på bloggen. Og det kommer der nu. Der er mange opskrifter på hveder. Alt lige fra valnøddehveder, glutenfrie hveder, hveder uden kardemomme, osv., men når der endelig skal spises hveder, denne ene gang om året, ja så skal det altså være de helt traditionelle, hvide hveder, der skal på bordet, i hvert fald herhjemme. Opskriften tager udgangspunkt i Claus Meyers, da han på mange måder er den ultimative brødbager i Danmark. Det brød han kreerer er luftigt, lækkert og fyldt med gode råvarer og dybe smage. Helt i skabet! Der er foretaget nogle ændringer, og resultatet blev super godt. Hveder, lige præcis som de skal smage 🙂 Ja tak.

Når du skal hæve din brøddej, er det et godt trick at bruge film over skålen. På den måde vil dejen hæve optimalt.

Når du skal hæve din brøddej, er det et godt trick at bruge film over skålen. På den måde vil dejen hæve optimalt.

 

Opskrift

Ca. 17 stk.

Dag 1 – Fordej:

200 g. hvedemel

2 dl vand

10 g. gær

Opløs gæren i det lunkne vand, og rør melet deri. Sæt fordejen på køl i 24 timer, evt. i en bøtte med låg.

Dag 2 – Resultatet:

3 dl lunkent vand

2 dl lunkent mælk

20 g. gær

30 ml æggehvide/2 æg

15 g. groft salt

50 g. rørsukker

10 g. stødt kardemomme

750-850 g. hvedemel

3/4 dl. Becel flydende

Varm mælken 30 sekunder i mikroovnen, og bland det med lunken vand, hvorefter gæren opløses heri. Tilsæt æggehvider (jeg brugte kun æggehvider, da vi ikke havde flere æg 😀 ), groft salt og rørsukker, og rør i røremaskinen i cirka 3 minutter. Derefter tilsættes kardemomme og hvedemel. Start med at røre 750 gram mel i, hvorefter du tilsætter fordejen. Rør indtil du får en nogenlunde samlet dej. Derefter tilsættes Becel lidt efter lidt, mens dejen røres på maskinen. Tilsæt mel, hvis dejen bliver for klæg. Jeg brugte cirka 100 gram ekstra mel, og det gav en rigtig god konsistens på dejen.

Rør dejen yderligere på røremaskinen i 4 minutter, hvorefter skålen filmes, og stilles til hævning et lunt sted i 3 timer.

Nu formes dejen til 17 boller, som skal være lidt aflange og firkantede, ligesom hveder nu en gang er. Bollerne skal stilles med cirka 3 cm. mellemrum, så de “gror” sammen, når de hæves og bages.

hveder3hveder4

hveder2

De “sammengroede” boller 🙂

 

Den lækreste duft af kardemomme spreder sig i køkkenet.

Den lækreste duft af kardemomme spreder sig i køkkenet.

De varme hveder kan evt. skæres over, og derefter skal de have cirka 5 minutter i ovnen igen ved 220 grader. Herhjemme spiste vi dem dog uden at dobbeltriste dem, og det kan klart anbefales. Bollerne er så lækre og luftige, og smager ret så meget af rigtige hveder (dem man køber vel at mærke 😉 ).

Og så er det ellers bare på med et stort lag tandsmør - det duer.

Og så er det ellers bare på med et stort lag tandsmør – det duer.

Smør og hveder – så er aftenen et hit! 🙂   Har du bagt hveder til i aften, og har du fulgt den traditionelle opskrift, eller har du prøvet dig med nye variationer?   God fornøjelse! – Laura

Efter inspiration fra http://www.clausmeyer.dk/da/aktuelt_/varme_hveder.html

Gulerodskage til musklerne

GULERODSKAGE – til musklerne?! Denne gulerodskage er en proteinrig version, som smager godt uden at give dig samme energiindhold, som en almindelig gulerodskage. Jeg er fan. En sammenligning er selvfølgelig ikke helt på sin plads, for det ville da være mærkeligt, hvis den smagte lige så sødt, som dens oprinder. Dog får du med denne “kage” en fin mængde sunde(re) sager. Så kan du nyde denne lækkerbisken på en almindelig hverdagsaften, og samtidig nyde et godt glas vin i weekenden, og eventuelt et stykke hindbærtiramisu (Se kategori for opskrift).

 

Opskrift

1 kage

40 g. vaniljeproteinpulver

40 g. blendede havregryn

20 g. kokosmel

1 tsk. bagepulver

½ tsk. salt

1 ½-2 spsk. Sukrin

2 æg

150 g. mælk

50 g. skyr

150 g. revet gulerod

1½-2 dl. vand

Bland alle ingredienserne, og tilsæt vand efter konsistensen. Spray en springform med margarine/beklæd med bagepapir, og bag kagen i ovnen ved 200 grader varmluft i 20-25 minutter.

Den lækre gulerodskage. Smagen er heldigvis en kende bedre end udseendet ;-)

Den lækre gulerodskage. Smagen er heldigvis en kende bedre end udseendet 😉

 

Topping

Ovenpå kagen kan du pynte med en ostecreme. Den består egentlig bare af flødeost, vaniljepulver og flormelis efter behov. Du kan også lave en sundere topping af skyr, vaniljepulver og Sukrin.

 

Der findes mange forskellige variationer af en gulerodskage, og jeg tror at denne er en af de få, du ikke har forsøgt dig med. Selvom det er en “sund” kage, overrasker den positivt, og prøv det. Du kan altid smide kagen ud, og derefter lave den klassiske variant. Det vigtigste er, at du udfordrer dig selv i køkkenet, og går ind med et åbent sind, når du prøver nye opskrifter.

 

God fornøjelse!

– Laura

 

Luftige og lækre burgerboller med fuldkorn

 

Inspiration kan man aldrig få for meget af. Der er ikke noget bedre end at blive lokket i køkkenet, fordi man har set et billede eller en tekst med en god opskrift. Prøv at se på de mange madbilleder på Instagram eller alle de lækre madblogs, som florerer omkring. Hende, som er opfinderen bag denne opskrift på disse super gode burgerboller, har bloggen www.newyorkerbyheart.com og derinde kan I finde rigtig lækre opskrifter på især amerikansk mad.

Egentlig er burgere et ret alsidigt fænomen. De kan spises til frokost, til aften, eller på vej hjem fra en tur i byen. Du kan fylde lige nøjagtig, det du vil deri, hvad enten du er mest til mexicansk, dansk, italiensk, amerikansk, og mange flere køkkener! For tiden er det populært med pulled pork, og det kan også bruges i disse burgere. Servér med coleslaw og grillede majs, så har du en perfekt menu til en god grillaften, apropos grillmad.

Her får du opskriften på burgerbollerne. Resultatet bliver helt i top, hvis du har en røremaskine, som kan ælte dejen god og luftig. Ellers er det igang med klør fem – det er oveni købet god motion 😉

 

Opskrift

10-12 boller

50 g gær
3 dl håndvarmt vand
1 æg
½ dl olivenolie
1 tsk.  groft salt
2 tsk. flydende akaciehonning
75 g sigtet speltmel/grahamsmel
75 g  fuldkornsdurum/fuldkornsmel
ca. 450 g hvedemel
1  æg til pensling
Sesamfrø

Opløs gæren i det håndvarme vand, og bland alle de øvrige ingredienser deri. Hold igen med lidt hvedemel, og brug det kun, hvis dejen virker for vandet. Ælt dejen godt igennem, og lad den hæve cirka ½ time med lidt film over.

Dejen hæver godt op, og så er du sikker på, at du får nogle luftige burgerboller.

Dejen hæver godt op, og så er du sikker på, at du får nogle luftige burgerboller.

Derefter formes brødene, hvorefter de skal efterhæve i 45 minutter med et viskestykke over. Pensl bollerne med et sammenpisket æg, og drys med sesamfrø.

Giv bollerne 10-15 minutter i ovnen ved 210 grader varmluft.

De færdigbagte boller med flotte sesamfrø. Sammen med disse, kan du ikke undgå at lave dig en utrolig lækker burger.

De færdigbagte boller med flotte sesamfrø. Sammen med disse, kan du ikke undgå at lave dig en utrolig lækker burger.

 

Som fyld kan du fx bruge:

1) Grøn pesto, skiveskåret mozarella, avokado, serranoskinke, ruccolasalat og rødløg.

2) Chorizo, spejlæg, hvidkål, løg, tomatskiver, aiöli.

3) Hk. oksekød, tomatsalsa, jalapeños, løg, agurk, tomat.

 

Hvad er dit yndlingsfyld i en burger? Er sikker på, der er mange, som godt kunne bruge nye forslag end de vanlige 😉

 

God fornøjelse!

– Laura

 

Det perfekte LCHF valnøddebrød

10302278_10204000065785764_6164266075770387204_n

 

Som overskriften antyder er dette, i hvert fald i mit køkken, det bedste valnøddebrød der er blevet lavet. Ydermere er det det bedste LCHF brød, der er blevet fremtryllet. Så kort sagt: Det her skal prøves 😉

Opskriften stammer egentlig fra madbanditten.dk, og er en af Jane Faerbers mange fantastiske opskrifter. Der er dog justeret en smule, efter hvad jeg personligt lige kunne støve frem i køkkenskabene, og efter hvad jeg tror vil give brødet det sidste spark. Brødet har en base på hørfrø, som er malet til mel, og det fungerer super godt. Hørfrømel vil jeg helt sikkert forsøge mig med i andre LCHF-brød, så hold godt øje herinde. Hørfrø er et ret alsidigt frø. Sæt en portion i blød natten, og du har dig en god base til brød eller grød. Samtidig indeholder hørfrø gode fedtstoffer, som din krop vil nyde godt af.

Linfrø

Linfrø

 

I opskriften er der rosmarin, hvilket er endnu en ingrediens, der tilføjer brødet kant og smag. Rosmarin er et krydderi, som passer lige så godt til et foccaciabrød, som ovenpå dine ovnkartofler. Igen et alsidigt krydderi, som du med fordel kan prøve at benytte dig mere af i dit køkken. Også i kødsovsen giver rosmarin det der sidste spark, som bare gør forskellen. Kan du få fat i frisk rosmarin, ville det jo være helt fantastisk, men her er der brugt den “klassiske” fra Santa Maria.

Hvad er dit yndlingskrydderi?

Santa Maria Rosmarin

Santa Maria Rosmarin

 

Men nu til valnøddebrødet, der som sagt er LCHF. Selvom du ikke spiser efter LCHF, er dette brød en rigtig god “brødvariant”, som kan bruges til aftensmaden, som bruchettabrød med olie på, eller til morgenmad/frokost. Der er mange hørfrø i, hvilket gør brødet fedtholdigt, og derfor er det selvfølgelig, ligesom med alle andre brød, ikke optimalt at spise store mængder af det. Men lækkert er det uden tvivl, og egentlig også det LCHF brød, som i min optik minder mest om almindeligt brød – og så er det her jo lavet af få ingredienser, som de fleste har i køkkenet = plus! 🙂

 

Opskrift

1 brød

4 dl hørfrø (malet til mel)

2 spsk. fiberhusk

(jeg tror godt du vil kunne bruge havregryn, malet til mel)

170 g valnødder, groft hakkede
2 tsk. salt
2 tsk. bagepulver
1 spsk. rosmarin
6 æg
250 g skyr/kvark/creme fraiche

Mal havregryn og hørfrø til mel. Bland de andre tørre ingredienser, og hak valnødderne groft. Sørg for, at bagepulveret ikke klumper.

De tørre ingredienser

De tørre ingredienser

Pisk skyr og æg, og bland det sammen med de andre ingredienser. Rør det godt rundt.

Dejen bliver ret grødet, men det er helt fint.

Dejen bliver ret grødet, men det er helt fint.

 

Fordel dejen i en rugbrødsform, så det dækker godt halvdelen. Bagepulveret skal nok få brødet til at hæve sig godt op. Hvis du vælger at lave dit brød meget højt, skal det have lidt længere tid i ovnen, selvfølgelig.

Brødet skal have 170 grader varmluft i 52 minutter. Derefter har du dig det lækreste LCHF brød, som egentlig vil passe super godt til en gang tandsmør, eller måske en hjemmelavet chokoladesmør, som vil komme på bloggen indenfor den nærmeste tid 😉

 

10252093_10204000065665761_7204458024787400175_n

 

10308164_10204000065585759_4310896532167625140_n

 

Har du prøvet dig med en god brødversion indenfor LCHF?

God fornøjelse!

– Laura