Kønne er de da ikke, men til gengæld smager de såååå godt!

 

De her boller er lavet på gefühl, da jeg ville prøve at lave nogle madpakkeboller, som der var noget mæthed i samtidig med, at de ikke blev for tunge og tørre. Jeg har erfaret, at bagværk bliver rigtig lækkert og får en god konsistens, hvis der blandes opkogte rugkerner i. Prøv det – i rugbrødet, franskbrødet, chokobollerne, flútes. Der kommer snart en opskrift på bloggen med chokorug ala Lagkagehuset, hvor rugkernerne også bruges – stay tuned 😉

Opskrift

Ca. 8 boller

25 gram gær

2 ½ dl lunken vand

1 ½ dl skårne rugkerner

2 tsk. salt

1 ½ tsk. flydende akaciehonning

Kulør

(Nu og da bruger jeg kulør i bollerne, da jeg synes det giver en flot farve. Det kan derfor godt udelades).

2 dl grahamsmel

½-1 dl speltmel/eller mere grahamsmel

3 dl proteinhvedemel

(I Aldi kan man købe proteinrigt hvedemel, hvilket giver lyst bagværk en større mæthed. Du kan også sagtens bruge alm. hvedemel)

Lidt græskarkerner og hørfrø efter ønske

Start med at lave en grød af rugkerner, vand og salt. Jeg gav det cirka 3-4 minutter i mikroovnen. Imens opløses gæren i lunken vand, og der blandes honning og kulør i. Tilsæt græskarkerner, hørfrø og mel. Først blandes det grove mel i, og til sidst kommes der hvedemel i, til det får en god konsistens. Tilsæt rugkernerne, og rør godt rundt med røremaskinen.

Når dejen har fået en fast, men luftig, konsistens, sættes den til hævning i cirka 1 time. Jeg har gode erfaringer med, at komme husholdningsfilm over skålen. Når dejen har hævet, formes bollerne forsigtigt, hvorefter de stilles til hævning i cirka 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft, og giv bollerne cirka 10 minutter.

Close-up

Close-up

 

OBS! Bollerne egner sig godt til frys.

Bollerne kan bruges til madpakken, hvor du kan lave nøjagtig den sandwichvariant du kan li’. Jeg vil godt komme med nogle forslag:

1) Smør bunden med basilikumpesto. Skær mozarella, løg, agurk, og læg det i bollerne sammen med ruccolasalat og serranoskinke (i Aldi har de en Light Spegeskinke til de, der ønsker et mere fedtfattigt produkt. Det smager rigtig godt på trods af, at det ikke er den ægte vare).

2) Bunden smøres med avokado. I putter du kyllingebrystpålæg, frisk persille, en skive bacon/kalkunbacon, rødløg, hjertesalat. Sprøjt en smule citronsaft over indholdet til sidst, og luk bollen.

3) Smør bunden med en friskost (Philadelphia laver en med hvidløg og urter, som er SÅ god!), læg røget laks, frisk spinat, rødløg i og drys lidt salt over.

 

Jeg er generelt helt vild med det italienske køkken, hvilket nok vil komme til syne i mange af de opskrifter, jeg med tiden vil ligge ind på bloggen.

 

God fornøjelse med madpakkeproduktionen!

– Laura