Madpakkeboller med rugkerner

Kønne er de da ikke, men til gengæld smager de såååå godt!

 

De her boller er lavet på gefühl, da jeg ville prøve at lave nogle madpakkeboller, som der var noget mæthed i samtidig med, at de ikke blev for tunge og tørre. Jeg har erfaret, at bagværk bliver rigtig lækkert og får en god konsistens, hvis der blandes opkogte rugkerner i. Prøv det – i rugbrødet, franskbrødet, chokobollerne, flútes. Der kommer snart en opskrift på bloggen med chokorug ala Lagkagehuset, hvor rugkernerne også bruges – stay tuned 😉

Opskrift

Ca. 8 boller

25 gram gær

2 ½ dl lunken vand

1 ½ dl skårne rugkerner

2 tsk. salt

1 ½ tsk. flydende akaciehonning

Kulør

(Nu og da bruger jeg kulør i bollerne, da jeg synes det giver en flot farve. Det kan derfor godt udelades).

2 dl grahamsmel

½-1 dl speltmel/eller mere grahamsmel

3 dl proteinhvedemel

(I Aldi kan man købe proteinrigt hvedemel, hvilket giver lyst bagværk en større mæthed. Du kan også sagtens bruge alm. hvedemel)

Lidt græskarkerner og hørfrø efter ønske

Start med at lave en grød af rugkerner, vand og salt. Jeg gav det cirka 3-4 minutter i mikroovnen. Imens opløses gæren i lunken vand, og der blandes honning og kulør i. Tilsæt græskarkerner, hørfrø og mel. Først blandes det grove mel i, og til sidst kommes der hvedemel i, til det får en god konsistens. Tilsæt rugkernerne, og rør godt rundt med røremaskinen.

Når dejen har fået en fast, men luftig, konsistens, sættes den til hævning i cirka 1 time. Jeg har gode erfaringer med, at komme husholdningsfilm over skålen. Når dejen har hævet, formes bollerne forsigtigt, hvorefter de stilles til hævning i cirka 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft, og giv bollerne cirka 10 minutter.

Close-up

Close-up

 

OBS! Bollerne egner sig godt til frys.

Bollerne kan bruges til madpakken, hvor du kan lave nøjagtig den sandwichvariant du kan li’. Jeg vil godt komme med nogle forslag:

1) Smør bunden med basilikumpesto. Skær mozarella, løg, agurk, og læg det i bollerne sammen med ruccolasalat og serranoskinke (i Aldi har de en Light Spegeskinke til de, der ønsker et mere fedtfattigt produkt. Det smager rigtig godt på trods af, at det ikke er den ægte vare).

2) Bunden smøres med avokado. I putter du kyllingebrystpålæg, frisk persille, en skive bacon/kalkunbacon, rødløg, hjertesalat. Sprøjt en smule citronsaft over indholdet til sidst, og luk bollen.

3) Smør bunden med en friskost (Philadelphia laver en med hvidløg og urter, som er SÅ god!), læg røget laks, frisk spinat, rødløg i og drys lidt salt over.

 

Jeg er generelt helt vild med det italienske køkken, hvilket nok vil komme til syne i mange af de opskrifter, jeg med tiden vil ligge ind på bloggen.

 

God fornøjelse med madpakkeproduktionen!

– Laura

 

Luftig banan/chokolade-milkshake

IMG_6039

 

Denne banan/chokolade milkshake er en klar sommerfavorit. Den er nem. Den er hurtig. Den er god. Hvad mere kan I forlange? 😉

Egentlig startede USA med at lave milkshaken, som en syndig smoothie, hvor der ikke blev sparet på hverken kalorier eller smag. Efter sigende skulle Elvis Presley’s yndlingsdrik være a banana milkshake, og derfor er bananmilkshaken også i USA kendt som The Elvis Milkshake. Fuldfed fløde, vaniljeflødeis, sukker, peanutbutter, chokoladesirup, og jeg skal komme efter dig. Kongen forstod virkelig at smøre stemmebåndet med manér. Har du lyst til at prøve den famøse Elvis Milkshake, kan du finde opskriften hér (i øvrigt vil jeg gerne høre hvordan den smager 😉 ): http://www.foodnetwork.com/recipes/anne-thornton/the-elvis-milkshake-recipe.html

 

Et lille sidespring: Tilbage til min luftige shake. Der er hverken fløde, peanutbutter eller chokoladesirup i, men vaniljesukkeret har de to opskrifter dog tilfældes. Her kommer min opskrift:

1 glas

1 frossen banan

½ scoop chokoladeproteinpulver

½ tsk. vaniljepulver

Evt. mørk chokolade til pynt

Det hele blendes i godt 2 minutter eller indtil, din milkshake har en lækker og luftig konsistens. Riv en god mørk chokolade ovenpå, og skal der ekstra kræs til, kan du ligge en klat flødeskum på toppen – så skulle den vidst også være der!

Mht. bananerne gør jeg det, at jeg hele tiden har frossen banan liggende i fryseren. Skær 1 banan i skiver, lig i en frysepose og så i fryseren. På den måde har du frossen banan på hånden til, hvis du skal lave sådan en lækker banan/chokolade milkshake, eller også kan du blende din frosne banan med skyr og vaniljepulver, og så har du dig en lækker bananis.

IMG_6042

P.S. nydes helst på en varm sommerdag, hvor vejret er ufejlbarligt, og fuglene har kæmpe vinger bagud.

God fornøjelse!

– Laura

Gulerodskage til musklerne

GULERODSKAGE – til musklerne?! Denne gulerodskage er en proteinrig version, som smager godt uden at give dig samme energiindhold, som en almindelig gulerodskage. Jeg er fan. En sammenligning er selvfølgelig ikke helt på sin plads, for det ville da være mærkeligt, hvis den smagte lige så sødt, som dens oprinder. Dog får du med denne “kage” en fin mængde sunde(re) sager. Så kan du nyde denne lækkerbisken på en almindelig hverdagsaften, og samtidig nyde et godt glas vin i weekenden, og eventuelt et stykke hindbærtiramisu (Se kategori for opskrift).

 

Opskrift

1 kage

40 g. vaniljeproteinpulver

40 g. blendede havregryn

20 g. kokosmel

1 tsk. bagepulver

½ tsk. salt

1 ½-2 spsk. Sukrin

2 æg

150 g. mælk

50 g. skyr

150 g. revet gulerod

1½-2 dl. vand

Bland alle ingredienserne, og tilsæt vand efter konsistensen. Spray en springform med margarine/beklæd med bagepapir, og bag kagen i ovnen ved 200 grader varmluft i 20-25 minutter.

Den lækre gulerodskage. Smagen er heldigvis en kende bedre end udseendet ;-)

Den lækre gulerodskage. Smagen er heldigvis en kende bedre end udseendet 😉

 

Topping

Ovenpå kagen kan du pynte med en ostecreme. Den består egentlig bare af flødeost, vaniljepulver og flormelis efter behov. Du kan også lave en sundere topping af skyr, vaniljepulver og Sukrin.

 

Der findes mange forskellige variationer af en gulerodskage, og jeg tror at denne er en af de få, du ikke har forsøgt dig med. Selvom det er en “sund” kage, overrasker den positivt, og prøv det. Du kan altid smide kagen ud, og derefter lave den klassiske variant. Det vigtigste er, at du udfordrer dig selv i køkkenet, og går ind med et åbent sind, når du prøver nye opskrifter.

 

God fornøjelse!

– Laura

 

Laks, kylling og æg – med et twist

Lakseruller på en ny måde. Prøv dem!

Lakseruller på en ny måde. Prøv dem!

For hvad skal du lige gøre, når der kommer gæster, tiden er knap, men hvor du alligevel ønsker at tilberede en lækker omgang mad. Disse 3 opskrifter er ultra nemme, og det gode ved dem er, at de kan laves god tid i forvejen. På den måde får du mere tid til dine gæster. Samtidig ville disse 3 retter egne sig helt perfekt som en del af en “tapas” en fredag aften med et glas kold hvidvin on the side. Egentlig ville du også kunne tage dine fyldte æg, og lade dem blive en anderledes del af din brunch. Kyllingesalaten egner sig tosse godt til madpakken, og laksen. Ja, laks går jo altid 🙂

Opskrifterne er som følger:

 

Lakse/ruccolarør

1 pk. røget laks

Friskost

Hvidløg

Basilikum

Ruccola

Salt

Peber

Lav din egen smøreost ved at presse hvidløg i din friskost, og bland med frisk basilikum, salt og peber. Derefter tager du lakseskiverne, smører med din hjemmelavede smøreost, og ligger dejlig, grøn og frisk ruccola indeni. Du ruller nu din laks, og vupti! Rul dem gerne stramt. Så fremstår de bedre.

Fyldte æg

Hårdkogte æg

Creme fraiche

Purløg

Salt

Peber

Kog æggene. Skær dem i halve og pil blommerne ud. Disse røres med creme fraiche, purløg, salt og peber. Hviderne skylles, så alt blommen er væk derfra. Lad blandingen stå på køl 1 times tid. Derefter tager du en plasticpose, ligger fyldet deri, og klipper et meget lille hul i det ene hjørne. Hviderne ligges på et fad, og fyldet sprøjtes deri. Pynt med friskklippet purløg og kværnet sort peber.

Med inspiration fra Jane Faerbers "Djævleæg", blev disse fyldte æg lavet.

Med inspiration fra Jane Faerbers “Djævleæg”, blev disse fyldte æg lavet. Ønskes en mere LCHF-venlig version, skal du bruge en fuldfed creme fraiche, eller blande din alm. creme fraiche med pisket fløde.

 

Cremet kylling på romainesalat

Kyllingebryst

Creme fraiche

Sennep (stærk)

Revet peberrod

Citronsaft

Lidt hvid balsamicoeddike

Salt

Peber

Romainesalat/hjertesalat

Steg kyllingebrystet i olie og hvidløg. Når disse er afkølede, skæres de i mindre tern. Lav din dressing, og smag til med salt og peber. Bland kyllingen og dressingen, og lad din cremede kylling stå på køl 1 times tid, så smagene kan blandes. Inden servering skylles romainesalaten, og bladene rives fra hinanden. Anret din cremet kylling ovenpå salatbladene, og pynt med groft salt.

Cremet kylling på sprød salat. Amen altså, så englene synger!

Hvad er dine yndlingsretter, når du skal bikse en god tapas sammen? 🙂

God fornøjelse!

– Laura

Sesamlaks m. langtidsbagte tomater og pastasalat

Når der nu skal fisk på bordet rundt omkring i de danske hjem, så tyer de fleste til den ferskenfarvede af slagsen. Laks har mange gode egenskaber, og kan tilberedes på mange måder, hvilket kan være nogle af grundene. Der har længe været debatter om, hvorvidt det har været usundt for nogle af spise opdrættet laks grundet et højt indhold af miljøgiften POP, men ifølge Fødevarestyrelsen skulle det være helt sikkert, og det kan vi jo kun være glade for!

Laks indeholder 20 gram protein pr. 100 gram samt 5 gram omega 3-fedtsyrer for et stykke, hvilket bidrager til stor mæthed. Laks giver dig ydermere et godt skud D-vitaminer, hvilket især er godt for os danskere, når årstiderne med megen mørke melder sig. SÅ spis løs af denne mirakelfisk – for som Gunnar siger: “Det er der ikke mange ben i!”

 

Gunnar og Minna spiser fisk - gør du?

Gunnar og Minna spiser fisk – gør du?

 

Nu til sagen – for laks ville jo, selv med alle de gode egenskaber, aldrig blive spist medmindre denne var fyldt med god smag og dybde. Laks kan som sagt varieres meget, både fisken selv, men også tilbehøret dertil. Én af de måder du kan lave laks på, og som er lidt anderledes end den vanlige med citron er sesamlaks. Fremgangsmåden får du her:

Sesamlaks

4 personer

  • 4 laksesteaks/ 1 lakseside
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 pisket æg
  • Salt, peber
  • Citronsaft

Pisk æg med citronsaft. Vend laksesteaksene heri, og rul derefter i sesamfrø, til laksen er helt dækket. Steg med skindsiden nedad først på en glohed pande (eller grill), til den er cirka 2/3 dele tilberedt. Det kan du se ved, at laksen bliver mere lys lyserød fremfor ja, laksefarvet. Drys med salt og lidt peber. Vend laksen, så den steges på ikke-skind siden til den er færdiglavet. Pas på ikke at stege laksen for lang tid. Den bliver tør og mister sin saftighed. Det ville være en skam. Pynt med groft salt.

 

Til denne laksevariation passer langtidsbagte tomater rigtig godt, og dertil kan du servere en pastasalat:

 

Langtidsbagte tomater

  • 600 gram cherrytomater eller andre mindre tomater
  • 1 – 1 ½ tsk. flydende akaciehonning
  • Salt
  • Olie

Tænd ovnen på 200-220 grader varmluft. Skær tomaterne ud i halve, og lig dem i en plasticpose, hvori du også blander de resterende ingredienser. Bland tomaterne og dressingen i posen, og læg dem derefter i et ildfast fad. Tomaterne skal have godt 1 time i ovnen eller til tomaterne er let sorte. Drys evt. med oregano inden de kommer i ovnen.

 

Pastasalat

  • 400 gram fuldkornspasta
  • 3 spsk. creme fraiche
  • 3 tsk. grøn pesto
  • 2 tsk. citronsaft
  • 1 løg
  • ½ agurk
  • 1 ½ rød peber
  • Salt, peber

Kog pastaen og lad den afkøle før den bruges. Bland dressingen af creme fraiche, citronsaft, pesto, salt og peber, og bland de fintsnittede grøntsager deri. Til sidst blandes pastaen i dressingen, og smages til med salt og peber.

 

God fornøjelse!

– Laura