Luftig banan/chokolade-milkshake

IMG_6039

 

Denne banan/chokolade milkshake er en klar sommerfavorit. Den er nem. Den er hurtig. Den er god. Hvad mere kan I forlange? 😉

Egentlig startede USA med at lave milkshaken, som en syndig smoothie, hvor der ikke blev sparet på hverken kalorier eller smag. Efter sigende skulle Elvis Presley’s yndlingsdrik være a banana milkshake, og derfor er bananmilkshaken også i USA kendt som The Elvis Milkshake. Fuldfed fløde, vaniljeflødeis, sukker, peanutbutter, chokoladesirup, og jeg skal komme efter dig. Kongen forstod virkelig at smøre stemmebåndet med manér. Har du lyst til at prøve den famøse Elvis Milkshake, kan du finde opskriften hér (i øvrigt vil jeg gerne høre hvordan den smager 😉 ): http://www.foodnetwork.com/recipes/anne-thornton/the-elvis-milkshake-recipe.html

 

Et lille sidespring: Tilbage til min luftige shake. Der er hverken fløde, peanutbutter eller chokoladesirup i, men vaniljesukkeret har de to opskrifter dog tilfældes. Her kommer min opskrift:

1 glas

1 frossen banan

½ scoop chokoladeproteinpulver

½ tsk. vaniljepulver

Evt. mørk chokolade til pynt

Det hele blendes i godt 2 minutter eller indtil, din milkshake har en lækker og luftig konsistens. Riv en god mørk chokolade ovenpå, og skal der ekstra kræs til, kan du ligge en klat flødeskum på toppen – så skulle den vidst også være der!

Mht. bananerne gør jeg det, at jeg hele tiden har frossen banan liggende i fryseren. Skær 1 banan i skiver, lig i en frysepose og så i fryseren. På den måde har du frossen banan på hånden til, hvis du skal lave sådan en lækker banan/chokolade milkshake, eller også kan du blende din frosne banan med skyr og vaniljepulver, og så har du dig en lækker bananis.

IMG_6042

P.S. nydes helst på en varm sommerdag, hvor vejret er ufejlbarligt, og fuglene har kæmpe vinger bagud.

God fornøjelse!

– Laura

Gulerodskage til musklerne

GULERODSKAGE – til musklerne?! Denne gulerodskage er en proteinrig version, som smager godt uden at give dig samme energiindhold, som en almindelig gulerodskage. Jeg er fan. En sammenligning er selvfølgelig ikke helt på sin plads, for det ville da være mærkeligt, hvis den smagte lige så sødt, som dens oprinder. Dog får du med denne “kage” en fin mængde sunde(re) sager. Så kan du nyde denne lækkerbisken på en almindelig hverdagsaften, og samtidig nyde et godt glas vin i weekenden, og eventuelt et stykke hindbærtiramisu (Se kategori for opskrift).

 

Opskrift

1 kage

40 g. vaniljeproteinpulver

40 g. blendede havregryn

20 g. kokosmel

1 tsk. bagepulver

½ tsk. salt

1 ½-2 spsk. Sukrin

2 æg

150 g. mælk

50 g. skyr

150 g. revet gulerod

1½-2 dl. vand

Bland alle ingredienserne, og tilsæt vand efter konsistensen. Spray en springform med margarine/beklæd med bagepapir, og bag kagen i ovnen ved 200 grader varmluft i 20-25 minutter.

Den lækre gulerodskage. Smagen er heldigvis en kende bedre end udseendet ;-)

Den lækre gulerodskage. Smagen er heldigvis en kende bedre end udseendet 😉

 

Topping

Ovenpå kagen kan du pynte med en ostecreme. Den består egentlig bare af flødeost, vaniljepulver og flormelis efter behov. Du kan også lave en sundere topping af skyr, vaniljepulver og Sukrin.

 

Der findes mange forskellige variationer af en gulerodskage, og jeg tror at denne er en af de få, du ikke har forsøgt dig med. Selvom det er en “sund” kage, overrasker den positivt, og prøv det. Du kan altid smide kagen ud, og derefter lave den klassiske variant. Det vigtigste er, at du udfordrer dig selv i køkkenet, og går ind med et åbent sind, når du prøver nye opskrifter.

 

God fornøjelse!

– Laura

 

Rug/choko- stykker

Rug/choko-stykker

 

Ja, der skal ikke megen fantasi til for at finde ud af, hvilken inspirationskilde der danner grund for disse vidundere. De famøse chokorug fra Lagkagehuset minsandten.

Historien om Lagkagehuset er lang, hvorfor det vigtigste jeg vil pointere er: PRØV DET! Bageriet står bag det lækreste brød og de sødeste kager. Det bedste ved det hele er, at der ligger et godt håndværk og en masse lækre råvarer til grund for det hele. Chokorug er en meget solgt vare og ikke mindst en opskrift, som mange madbloggere har forsøgt at genskabe i egen version. Det er svært. Nærmest umuligt. Derfor kan disse rug/choko-stykker heller ikke erstatte chokorug, men de kan noget andet. Hvor chokorug består af mest chokolade og mindst rugbrød, er disse rug/choko-stykker snarere rugbrød med chokoladegoder. Derfor kan de også uden tøven bruges i madpakken, som en god eftermiddagstreat for at holde dit blodsukker stabilt.

Det vigtigste ved disse yndlinge er, at du benytter dig af en rigtig god mørk chokolade, da den indeholder gode stoffer og har en fyldig smag, som tilfredsstiller din sukkertrang. Men ikke desto mindre, er det største plus ved rug/choko-stykkerne, at de smager uimodståeligt godt.

 

Opskrift

Ca. 15 små boller

2 dl knækkede rugkerner

2 ½ dl vand

2 dl havregryn

2 dl rugmel

1 dl hvedemel (brug evt. proteinhvedemel)

2 tsk. bagepulver

1 tsk. fint salt

1 dl solsikkekerner (prøv evt. hasselnødder eller græskarkerner)

2 dl yoghurt naturel

100-150 gram hk mørk chokolade (min. 70 %)

Stil ovnen på 200 grader varmluft.

1) Lav en grød af rugkerner og vand, og giv det omkring 2-3 minutter i mikroovnen.

2) Bland alle tørre ingredienser pånær chokoladen.

3) Bland ruggrøden deri, og bland det godt.

4) Tilsæt yoghurt og vend til sidst den hakkede chokolade i dejen.

5) Form til den størrelse du ønsker, og bag stykkerne i cirka 30 minutter.

Idéen med at bruge en grød af rugkerner i dejen kan også tages med, når du fx laver rugbrød eller kerneboller. Det gør bollerne svampede, og forhindrer dem i at blive tørre efter kort tid.

God fornøjelse!

Har du smagt chokorug fra Lagkagehuset eller erfaret dig med en opskrift på disse skønheder? 🙂

– Laura

Close-up efter de er kommet ud af ovnen. Sikke en duft der kom!

 

Opskriften er bl.a. baseret på en lignende fra www.samvirke.dk

Brunch – til når der skal kræses ekstra meget

 

Nyd jeres weekend og brug den evt. på at lave hindbærtiramisu, grill på terrassen eller en god grøntsagsfladbrødsburger :-) Weekend giver tid til hyggeligt samvær med familien, og tag de små med i køkkenet! De vil elske resultatet.

Nyd jeres weekend og brug den evt. på at lave hindbærtiramisu, grill på terrassen eller en god grøntsagsfladbrødsburger 🙂 Weekend giver tid til hyggeligt samvær med familien, og tag de små med i køkkenet! De vil elske resultatet.

 

Weekenden banker på døren, og det betyder, at der er god tid til rolige morgener, hygge med familien og ekstra kræs omkring spisebordet. Det er blevet yderst populært at lave lørdagsbrunch, hvorfor det er helt oplagt at give jer inspiration til, hvordan I kan lave en brunch, som jeres kære med sikkerhed vil sætte stor pris på. Det behøver ikke være det store brunchbord. Med få og gode retter, kan du skabe stor glæde i din mave og dit sind.

Senere vil der komme forslag til, hvordan du kan lave en hammer god LCHF-brunch, som ikke nødvendigvis kun kan spises af inkarnerede LCHF’ere – LCHF handler vel i bund og grund om at lave mad fra bunden med gode råvarer? Og er der noget bedre end at kunne sige, at man selv har lavet det man serverer, helt ned til mindste detalje, for så at kunne se begejstringen og beundringen hos de kære, man serverer for? (Madfilosofi herfra, om forladelse, hvis den trækkes for meget ud 🙂 ).

Idéer og opskrifter

Amerikanske havregrynspandekager

Ca. 4 personer

  • 2 æg
  • 2 dl skummetmælk
  • 60 g havregryn
  • 80 g hvedemel/grahamsmel
  • 12 tsk. fint salt
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 ½ tsk. flydende akaciehonning

Del æggene og pisk æggeblommerne sammen med skummetmælk. Vend havregryn sammen med hvedemel, salt, bagepulver og sukker. Pisk æggehviderne stive og vend dem i mælkeblandingen skiftevis med melblandingen. Steg pandekagerne i olie eller stegemargarine til de er gyldne. Hold dem evt. varme i ovnen ved lav temperatur.

Amerikanske havregrynspandekager, her med sirup/honning ovenpå.

Amerikanske havregrynspandekager, her med sirup/honning ovenpå.

Skyr med hj. müsli

Ja, her kan der også bruges kvark, som skrevet i et tidligere indlæg! Jeg har min egen opskrift på müsli, hvorfor jeg har mulighed for at lave den lige som jeg vil have den. Helt perfekt. Et indslag kommer hurtigst muligt om denne populære (i kendte kredse) müsli.

Bland skyren med let optøede bær fra frost, og bland vaniljesukker i.

 

Morgenboller

Cirka 10 stk. – gælder for begge versioner

Den langtidshævede

  • 15 gram gær
  • 5 dl lunken vand
  • 700 gram mel (jo mere groft mel des mere vand skal der til)
  • 2 spsk. olie
  • 1 spsk. salt

Dejen røres sammen og stilles på køl. Efter 5-6 timer formes brødene, som skal efterhæve i 30 minutter. De pensles med vand/kaffe og bages først i 8 minutter ved 300°. Derefter 20 minutter ved 200°.

 

Den hurtige

  • 50 gram gær
  • 3 dl lunken vand
  • 200 g hvedemel
  • 400 g speltmel/fuldkornsmel/grahamsmel
  • 2 – 2 ½ tsk. honning
  • 1 spsk. salt
  • 1 dl. græskarkerner

Opløs gæren i vandet. Tilsæt derefter honning, salt og græskarkerner. Kom det grove mel i, og spæd til med hvedemel indtil dejen har en luftig konsistens. Den må ikke være for klistret, og der må heller ikke bruges for meget mel, så bollerne bliver tørre. Ælt godt sammen, og stil til hævning i 1-2 timer. Tænd ovnen på 200 grader, og form bollerne imens. Lad dem stå og efterhæve indtil ovnen er klar, hvorefter de pensles med kaffe eller et pisket æg, og bages i ovnen omkring 15 minutter, eller til de er gyldne og mærker hule, når du banker lidt på dem.

 

 

Hj. chokoladesmørepålæg

Denne opskrift er lavet på slump, hvorfor I får ingredienserne, og må prøve jer frem. Man lærer jo som bekendt bedst af, at stå med fingrene i det selv.

  • Udstenede dadler
  • Hassenødder
  • Vaniljesukker
  • Sukrin/sukker
  • Kokosolie
  • Kakaopulver

Blend ingredienserne pånær hasselnødderne. De steges gyldne på en pande, hakket groft og blandes i smørpålægget til sidst.

 

Æg i cocotte

Ca. 4 personer

  • 4 æg
  • Serranoskinke
  • 2 håndfulde champignon
  • 1 løg
  • 2 tomater

Steg champignon, løg og tomater. På en anden pande steges serranoskinken sprødt. Tilsæt salt og peber, og lig et lag i 4 ramakinskåle. Ovenpå slåes der 1 æg i hver skål, hvorefter de sættes i ovnen ved 150 grader, indtil ægget er bagt færdigt. Pynt med groft salt og den stegte serranoskinke.

Den danske oversættelse af denne franske æggeversion er "æg i glas"

Den danske oversættelse af denne franske æggeversion er “æg i glas”

 

Fruits Frais

For at fortsætte i det franske sprog (som jeg IKKE har praktiseret siden de få gloser fra 7. klasse): Frisk frugt er en klassiker på brunchbordet. Vi er på vej ind i den bedste sæson for frisk frugt. hvorfor du har mulighed for at vælge frugt med masser af smag og vitaminer. Sug det til dig, og vælg nøjagtig de frugter, som du holder mest af. Bananskiver, friske jordbær, friske hindbær, sharonfrugt, danske æbler.

 

Der skulle nu gerne være grundlag for en dejlig brunch, som er forholdsvis nem at lave, og som ikke kræver megen ekstra tid end et vanligt måltid. Skriv endelig, hvordan jeres brunch ender ud i kommentarfeltet nedenunder. Jeg glæder mig til at høre fra jer.

 

God weekend!

– Laura

 

Hindbærtiramisu & Moderne Mamma

Moderne Mamma. Italiensk - klassisk - dekadence.

Moderne Mamma. Italiensk – klassisk – dekadence.

Her kommer nu ikke mindre end den mest velsmagende ikke-originale tiramisu til dato. I bogen Moderne Mamma, som er fyldt med italienske klassikere med smag, karakter og kærlighed, kan man se forskellige italienske mamma’er vise sine bedste opskrifter. Er du til nem, italiensk hverdagsmad, kan denne bog helt klart anbefales!

Ærterisotto, Spaghetti alla mediterranea, dadler med ricotta & meget mere er at finde i denne must-have bog.

 

Opskrifter fra bogen følger senere på bloggen, men er der en bestemt italiensk ret, som er DIN favorit? Skriv endelig hvad netop du aller bedst kan lide ved det italienske køkken i kommentarfeltet nedenfor 🙂

I opskriften er der brugt Mascarpone, hvilket er en alsidig og cremet “smøreost”, som jeg for alvor har fået øjnene op for. Den er meget anvendelig i desserter, og kan uden tvivl bruges som ostecreme på gulerodskagen, mm. Samtidig kan du ved at lave nedenstående mascarponecreme, og ligge det i lag med friske bær og evt. hk. mørk chokolade lave dig den mest simple og lækre dessert til sommeraftenerne. Less is more.

 

Tiramisù ai lamponi

Tiramisù ai lamponi

 

I denne bog findes opskriften på hindbærtiramisu, som tidligere nævnt, og den kan jeg ikke andet end dele med jer:

Opskrift

Ca. 8 personer

300 g optøede hindbær

3 spsk. sukker

½ pakke ladyfingers

(I opskriften står der 1 ½ pakke, men det har efter at være afprøvet vist sig værende for meget – prøv dig frem)

1 dl Amarettolikør

Frisk hindbær til pynt

Evt. citronmelisse til pynt

Blend de optøede hindbær med 3 spsk. sukker og ½ dl Amarettolikør. Dyp ½ pakke ladyfingers i hindbærsaucen, og dryp dem evt. med mere Amarettolikør.

Mascarponecreme

250 g Mascarpone

(Sørg for at købe en af god kvalitet. Jeg benyttede Galbanis, men find den, du aller bedst kan lide)

4 æggeblommer

3 æggehvider

100 g flormelis

Kornene fra 1 vaniljestang

2 dl fløde

Æggeblommerne piskes grundigt med flormelis og vaniljekorn. Mascarponen kommes i, og piskes med. Fløden piskes let i en separat skål. Derefter piskes æggehviderne til de er stive. Flødeskum og æggehvider vendes forsigtigt i mascarponen.

Læg et godt lag creme over et lag af de hindbærfarvede ladyfingers. Læg endnu et lag ladyfingers og creme, indtil det hele er brugt.

Slutteligt sættes din hindbærtiramisu i køleskabet et par timer, inden den pyntes med friske hindbær og lidt citronmelisse, og serveres foran glædesfulde øjne.

Den færdige tiramisu. Lige så indbydende den ser ud, lige så velsmagende og delikat er desserten. Buon appetito!

Den færdige tiramisu. Lige så indbydende den ser ud, lige så velsmagende og delikat er desserten. Buon appetito!

Som sagt er denne dessert et must-try. Jeg glæder mig til at høre, hvordan jeres versioner er 🙂

 

God fornøjelse!

– Laura